Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenNæste indlæg: Forrige indlæg:

Trekantsdrama endte i tragedie

Trekantsdrama i Regnskoven endte i tragedie, da vores lori hakkede honningsugerens unger ihjel.

Regnskoven på Den Blå Planet er normalt er fredfyldt og idyllisk sted. Gule og røde frøer hopper rundt, og mangefarvede sommerfugle flakser rundt mellem de løvgrønne blade. I vandet svømmer meterlange arapaimaer dovent rundt, mens fuglene kvidrer og skaber en stemning af at være i en rigtig regnskov, mange tusind kilometer væk.

Men i sidste uge ødelagde et trekantsdrama idyllen.

Vores rødflankede prydlori hakkede nemlig den sorthovedet honningsugers unger ihjel og angreb også moderen, der senere døde af sine kvæstelser.

Svært at få dem til at yngle

Sorthovedet honningsugere (Chlorophanes spiza) er forholdsvis sjældne, og det er svært at få dem til at yngle. Derfor var glæden også rigtig stor, da vi fandt ud af, at de havde lagt æg.

Mens hunnen rugede på æggene begyndte honningsuger-hannen dog at danne par med den rødflankede prydlori (Charmosyna placentis), og det skulle vise sig at være en rigtig dårlig ide.

Vi vidste godt, at lorier kan være nogle banditter, men vi havde ikke forestillet os, at det skulle gå så galt.

Dræbte både mor og unger

Da æggene klækkede, vendte honningsuger-hannen tilbage og begyndte at fodre sine unger sammen med hunnen, og det ville lorien ikke finde sig i, så den skubbede ungerne ud af reden.

Derfor flyttede vi ungerne til et bur, så de ikke skulle komme til skade. Honningsugerne var stadig nødt til at have adgang for at kunne fodre dem, så vi lod en lem stå åben.

Det udnyttede lorien, og så blev glæden over nye fugleunger vendt til sorg og ærgrelse.

Lorien fløj nemlig ind i buret og gik til angreb på både honningsuger-hunnen og ungerne, der blev hakket ihjel. Moderen overlevede men blev senere angrebet igen og døde efterfølgende af sine kvæstelser.

På udkig efter nye mager

“Havde vi kunnet forudse det, havde vi selvfølgelig gjort noget ved det. Vi ved godt, at lorier kan være nogle banditter, men vi havde virkelig ikke forudset, at det skulle ende sådan,” siger Kasper Jørgensen, der er dyrlæge på Den Blå Planet

For at undgå lignende situationer i fremtiden er vi derfor på udkig efter både en ny honningsuger-hun og en lori-hun. Lorien var nemlig den eneste af sin slags i Regnskoven, så håbet er at den – hvis den får en mage – vil opføre sig ordentligt.

Hvis det ikke kan lade sig at gøre, vil den blive flyttet til en anden zoologisk have, der har en hun, den kan gå sammen med.